Svineproducenter ønsker 48-timers kontrol ved grænsen efter frygt for svinepest i Tyskland

Fundet af et dødt vildsvin smittet med afrikansk svinepest i den sydøstlige del af Tyskland får nu Danske Svineproducenter til opfordre til at indføre en midlertidig 48-timers kontrol af svinetransporter ved den dansk-tyske grænse.

Det tyske landbrugsministerium bekræftede sent onsdag aften, at der fundet et dødt vildsvin smittet med afrikansk svinepest i den sydøstlige del af Tyskland.  Det døde vildsvin er fundet tæt på den polsk-tyske grænse i den kommune, der hedder Spree-Neise, som ligger øst for Cottbus i det sydøstlige hjørne af Tyskland. Det er ikke langt fra det område i Polen, hvor der for omkring et år siden blev fundet afrikansk svinepest blandt vildsvin.

Fundet får nu Danske Svineproducenter til at opfordre Fødevarestyrelsen til straks at indføre en midlertidig 48-timers kontrol af svinetransporter ved den dansk-tyske grænse.

Svineproducenterne frygter, at deres tyske kolleger kan gå i panik og måske nægte at modtage de danske smågrise, der er på vej til dem.  Det kan gå ud over dyrevelfærden og true sundheden hos danske grise, hvis der begynder at strande danske smågrise i svinetransporter, fordi de ikke bliver læsset af, og hvis der måske endda er vognmænd, der forsøger at returnere grise til Danmark.

- Det er derfor, vi opfordrer Fødevarestyrelsen til straks at etablere ekstra kontrol ved den danske grænse for at forhindre sådan et skrækscenarie. Ikke kun ved de store overgange, men ikke mindst ved de mindre passager, siger siger Per Bardrum, der er direktør for Danske Svineproducenter, der har hjemsted i Fredericia.

Per Bardrum forklarer, at man så et markant fald i prisen på grise, da der udbrød svinepest i Belgien – faktisk i går for præcis to år siden – den 9. september 2018. Det er på den baggrund, at Danske Svineproducenter frygter, at udsigten til et prisfald måske kan få tyske svineproducenter til at vælge at lade stalden stå tom i en periode.

- I modsætning til danske standarder er det i forvejen en ikke ukendt kultur blandt tyske svineproducenter, at man fylder staldene, når prisen er god, og lader stalden stå tom, når prisen er mindre god, forklarer han.