Sydbank om anklager: Vi har ikke gjort noget ulovligt

Sydbank afviser beskyldninger om ulovligt at have hjulpet udlandsdanskere med at skjule deres formuer.  

Alt er foregået efter bogen.

Sådan lyder det fra Sydbank efter en historie i Morgenavisen Jyllands-Posten. Den fortæller, at banken har hjulpet udlandsdanskere i især Spanien med at undgå at skulle betale arveafgifter ved at gemme deres formuer i Schweiz.
 
Men Sydbank afviser, at der er noget som helst lyssky ved metoden.

- Vores rådgivning af kunderne i Sydbank Schweiz har været efter gældende regler, og vi har indberettet pligtige oplysninger til myndighederne, siger Sydbanks chefjurist, Karin Sønderbæk, i en pressemeddelelse.

Danskere i Spanien skal betale arveafgift af friværdien af deres ejendom til de spanske skattemyndigheder. Derfor kan det være en god fidus at belåne friværdien og investere den i Schweiz for at slippe for arveafgiften.

- Der har været tale om formuerådgivning, hvor kunderne blandt andet har haft mulighed for at optimere deres formueforhold ved at belåne friværdi i ejendomme og investere provenuet, siger hun.
- Det er inden for rammerne af skattelovgivningen. Sydbank har formidlet lånene, som er optaget i et dansk realkreditinstitut, siger Karin Sønderbæk.

Det er op til den enkelte kunde i Sydbank at indberette eventuelle formuer i Schweiz til skattemyndighederne.
 
Banken bliver også beskyldt for at have ført for aggressiv markedsføring i Spanien uden at have licens til at drive bank i landet. Og den kritik tager chefjuristen til sig.

- Vi er opmærksom på, at vi i en periode kan have markedsført os for offensivt i Spanien. Vi ændrede derfor markedsføringen i starten af 2011, siger Karin Sønderbæk.

Banken tilføjer, at Sydbank Schweiz er under afvikling. Nordea er allerede i gang med at overtage kunderne.