Sydbank tjener færre penge

Den klassisk bankdrift i Sydbank er stadig sværere at tjene penge på. Det viser selskabets regnskab for første kvartal.

Bankens indtægter fra renter er faldet med 17 procent. Det viser selskabets regnskab for første kvartal. 

Hele bankens indtjening er gået fra 1,1 milliard kroner i de første tre måneder sidste år til lige under en milliard kroner i årets første kvartal. Banken forventer en lavere indtjening for hele året end i 2018.

Direktør Karen Frøsig stoler stadig på Sydbanks tre-årsstrategi:

- For kunderne er ordentlighed, tilgængelighed, klarhed og hastighed af stor vigtighed. Altså banker, man kan stole på. Det vil vi leve op til med Sydbanks strategi "En stærkere bank", siger hun i forbindelse med regnskabet.

Den faldende indtjening kan også mærkes, når der skal sættes to streger under regnskabet. Overskuddet er blevet mere end halveret i forhold til samme periode sidste år.

Til gengæld kan banken glæde sig over et positivt bidrag til regnskabet fra uvant kant. Normalt skal banker nedskrive de udlån, der er givet til kunder, når banken må erkende, at den måske ikke får den ventede tilbagebetaling.

Men for ottende kvartal i træk har Sydbank noteret et indtægt fra nedskrivning. Det betyder, at man mener, at bankens tilgodehavende hos kunderne er blevet mere værd.

Faldende værdi af de værdipapirer, som banken ejer både på vegne af kunder og sig selv, fik i slutningen af 2018 banken til at nedjustere to gange. 

Sidste år var også hårdt ved Sydbank på aktiemarkederne, hvor banken mistede omkring en tredjedel af sin værdi.