T-shirts skal nedbryde fordomme: - Jeg er ikke dum, fordi jeg er ordblind

Denne uge er ordblinde-uge, og på SOSU Syd går de ordblinde elever hele ugen rundt i T-shirts med ordet "Ordblind" på brystet, i håb om at nedbryde fordomme om ordblinde.

På skolen er der 25 ordblinde og 17 af dem har sagt ja til at tage t-shirten på. Uge 40 er international ordblinde-uge, og det er eleverne på SOSU Syd med til at sætte fokus på ved hele ugen at gå med en T-shirt, hvor der står ”ORDBLIND” på brystet.

-Vi har heldigvis mulighed for at screene alle elever og hjælpe de ordblinde med al den teknologi de skal bruge for at kunne studere her. Hos os er det ikke flovt at være ordblind, siger direktør på SOSU Syd i Aabenraa, Lotte Dalegaard Petersen.

quote

Det er jo ikke pinligt at være ordblind. Ikke mere end det er pinligt at være nærsynet.

Jasmin Guldahl Haahr Jakobsen, SOSU-elev, Aabenraa

En af de 17 ordblinde er Jasmin Guldahl Haahr Jakobsen. Hun fandt først ud af, at hun var ordblind, da hun gik i 8. klasse.

Det har givet hende en del udfordringer gennem tiden i folkeskolen, men dem slipper hun for, nu hun er startet på SOSU Syd, hvor de ordblinde bliver hjulpet med al den teknologi, som de skal bruge for at kunne få fuldt udbytte af deres studier.

- Det er jo ikke pinligt at være ordblind. Ikke mere end det er pinligt at være nærsynet. Jeg er ikke dum, fordi jeg er ordblind, jeg har bare brug for nogle hjælpemidler for at være på lige fod med de andre i min klasse. Tidligere kunne man ikke få de hjælpemidler, og så var der måske ikke så mange ordblinde, der læste videre, men nu kan vi sagtens, siger Jasmin Guldahl Haahr Jakobsen.