Tag på guidet gåtur i kæmpe kloakrør

Nysgerrige borgere kan lørdag prøve at gå under jorden i Aabenraa Kommunes nye, enorme spildevandsrør.

Lørdag mellem 10.00 og 14.00 inviterer forsyningsselskabet Arwos til ”Åbent rør” i de store rør, som i øjeblikket bliver lagt på Gasværksvej i Aabenraa. Rørene, det såkaldte rørbassin, er en del af klimatilpasningen af midtbyen.

quote

Med en diameter op til 2,50 meter, er det de største rør i Aabenraa Kommune. Og når det nu er muligt at gå i dem, synes vi, det er oplagt at invitere indenfor.

Christian Udby, direktør, Arwos

Nysgerrige går ned til rørene på en trappe bag Sønderjyllandshallen. Herfra går gæsterne omkring 75 meter ind i rørene under jorden til Kilen, vender i en kæmpe brønd og går tilbage gennem et parallelt rør.

- Med en diameter op til 2,50 meter, er det de største rør i Aabenraa Kommune. Og når det nu er muligt at gå i dem, synes vi, det er oplagt at invitere indenfor, siger Arwos’ direktør Christian Udby til TV SYD. 

Lørdag kan man både gå under jorden i enorme kloakrør og prøve at sidde i maskinerne.
Lørdag kan man både gå under jorden i enorme kloakrør og prøve at sidde i maskinerne.

Når rørene er lagt færdig senere på året, kan de håndtere 1.700 kubikmeter spildevand. For eksempel i tilfælde af skybrud.

- Det er rigtig meget, men hvor meget kan du selv få en fornemmelse af på dagen. Jeg kan afsløre, at det svarer til indholdet af 85 tankbiler, siger Christian Udby.

I forbindelse med arrangementet vil Arwos, Rambøll og Arkil vise arbejdsmetoder og maskiner frem. Eksempelvis får børn og barnlige sjæle mulighed prøve at sidde i de store maskiner.

Kom godt frem

  • Kom til fods – der forventes at komme mange
  • Parkér på parkeringspladserne rundt i byen: For eksempel Bygmagrunden (250 pladser), Skolevej (260 pladser) og P-huset bag Madevej (cirka 300 pladser).
  • På dagen er det IKKE muligt at parkere på Reberbanen, Kilen og dele af Gasværksvej.
  • Det er vigtigt med godt bentøj og fast fodtøj. For at komme ned i rørene skal man ned ad en 4 meter dyb trappeskakt.

Rørbassin på Gasværksvej

  • Rørbassinet er 2 x ca. 190 meter langt, når det står færdigt.  (består af to parallelle rør med en diameter på 2-2,5 meter).
  • Bassinet vil få en samlet volume på ca. 1.700 m3
  • Når bassinet er taget i brug, vil kloakken kun løbe over 0,8 gang pr. år. I dag er der 46 overløb pr. år.
  • Pris for bassinet: 19 millioner kroner.