Tatovør advarer mod kolleger

Selv om tatoveringer i disse år appellerer til mange danskere så stilles der ingen krav til tatovørerne. Derfor advarer en tatovør fra Rødekro nu mod nogle af sine tatovør-kolleger.

Det kræver nemlig ingen uddannelse eller anden godkendelse. Med undtagelse af få regler er markedet helt ureguleret, og Christina Boysen, Rødekro, opfordrer folk til at tænke sig godt om, inden de bliver tegnet på - for livet.

Undersøgelser viser, at 18 pct af syddanskerne har en tatovering, og 17 pct overvejer at få en. 12 procent af alle tatoverede danskere oplever fysiske gener ved deres tatovering.

Kunstform

Christina Boysen fra Rødekro opfatter tatovering som en kunstform. Hun mener, at folk skal få en tatovering, hvis de har lyst. Bare det ikke er et impulskøb.

Miljøstyrelsen har lavet en kampagne for, at få kunder til at tænke sig godt om inden de lader sig stikke. Den kampagne bakker Christina Boysen op om.

- Folk skal tænke sig om, siger hun til TV SYD, mens hun er ved at tatovere en fisk på en kunde.

Gæt: Over 1000 tatovører

Der er kun lidt lovgivning på området, og der stilles ingen krav til, hvem der må kalde sig tatovør. Alle kan købe udstyr og begynde.

Ingen ved nøjagtigt hvor mange tatovører, der er i Danmark. Uofficielle gæt lyder på over 1000.

Christina Boysen ser frem til at tatovørerne næste år skal registreres. Det kan være første skridt mod en smiley-ordning.

- Det vil være fint med en smiley ordning, siger hun og advarer folk mod impulskøb. Og hun opfordrer til at undersøge deres tatovør så grundigt, som de kan. Bl.a. på hygiejnen og om der er ventetid.

thinkbeforeyouink

 
 

 

Hvad koster en tatovering egentlig?