Thea laver actionfilm i Sønderjylland

En spirende filmproducer er taget tilbage til sin hjemby for at optage en kortfilm.

23-årige Thea Paulsen kommer fra byen Bylderup-Bov med knap 1300 indbyggere. For et par år siden drog hun til Aarhus for at læse på filmuddannelsen Multiplatform. 

I disse dage er hun i gang med at producere kortfilmen, 'Nordens Miami'. I sin rolle som producer, er hun en stor del af arbejdet, og derfor havde hun også en holdning til, hvor filmen skulle laves. 

- Dengang vi snakkede om de tanker, vi hver især havde, sagde jeg, at jeg rigtig gerne vil optage filmen i Sønderjylland, siger Thea. 

Her tænkte Thea Paulsen på sin hjemby Bylderup-Bov. Hun havde tidligere lavet en mindre filmopgave til studiet, hvor byen viste interesse for det, hun gik rundt og lavede.

quote

Jeg er sindssygt rørt over den opbakning, som hele byen har givet mig

Thea Poulsen

At komme fra Sønderjylland er en del af hendes identitet. Så derfor betyder det meget for hende, at optagelserne er endt i hjembyen. 

Hun havde også en klar ide om lokationen. Her viste hun filmens instruktør og kammerat fra studiet, Sebastian Thinggaard, et billede af byens friluftsbad. Her brugte hun mange af sine timer, mens hun boede i byen.

- Friluftsbadet var det sted, alle unge fra byen mødtes, og det tog kun to sekunder fra man aftalte at mødes, til man stod dernede. Da jeg viste instruktøren billedet af friluftsbadet, blev han forelsket i det med det samme, fortæller hun.

I hele uge 33 er filmholdet at finde ved friluftsbadet i Bylderup Bov
I hele uge 33 er filmholdet at finde ved friluftsbadet i Bylderup Bov
Foto: Privatfoto

Med hjælp fra byen fik Thea og filmholdet lov til at bruge friluftsbadet til en uges optagelser. Herudover har flere foreninger, virksomheder og private med relation til byen været med til at støtte projektet. Senest er Aabenraa Kommune også kommet med på vognen af sponsorer til filmen.

- Jeg er sindssygt rørt over den opbakning, som hele byen har givet mig, siger Thea Paulsen, men hun ønsker dog ikke at oplyse, hvor meget filmen har kostet.

Nordens Miami

Filmen handler om den unge, selvglade mand Danny, der hvert år kommer til byen Lykkebjerg. Han betragter sig selv som kongen af byen, men en dag ankommer en anden ung mand til, Tobias, som truer Dannys position. Tobias er ung og smuk, men der er noget mere, som fanger folks interesse. Han sælger stoffer nede ved byens iskiosk, hvor Danny vil forsøge at få ham ud af byen.

Det er en action/krimi, der foregår i 80´erne. I 70´erne og 80´erne blev der solgt masser af kokain i Miami. Det udviklede sig til en krig mellem bagmændene og myndighederne. Da filmen foregår i Danmark under samme tid, har filmen fået titlen 'Nordens Miami'.

Udover at Thea og resten af holdet har fået lov til at optage hele filmen ved friluftsbadet, så har byens idrætscenter også rakt hånden ud med at få en premiere på filmen op at køre, som vil finde sted, når redigeringen er overstået. Hun forventer at hele byen vil komme og se resultatet.

Flere film i Sønderjylland

Forskellen på at lave film i storbyer som København og mindre byer som Bylderup-Bov, kan ifølge Thea Paulsen være til at føle på.

- I København vil man nemt kunne opleve, folk blive sure, hvis en vej blev spærret på grund af filmoptagelse. Her er alle til gengæld meget nysgerrige og interesseret i det, vi laver.

Thea fortæller videre, at hun synes mange af de sønderjyske områder er æstetisk flotte, så derfor kan mange flere historier blive fortalt derfra fremfor de store byer. 

- Når byen viser så meget interesse, er det kun med til at øge min motivation, siger Thea.

Thea Paulsen håber, at hun med filmen kan være med til at inspirere andre unge i Sønderjylland, som går med en filmskaber i maven til bare at springe ud i det.

Fremtiden må godt være i Sønderjylland, men det kræver jobmuligheder

Når Thea Paulsen om to og et halvt år er færdig med sin uddannelse, drømmer hun om, at hun får flere muligheder for at lave film i hjemlige rammer. Det er dog ikke udelukkende i hendes hænder, da filmproduktion er dyrt, og det kan være meget svært at finde penge til selv.

Alle på filmholdet arbejder frivilligt, hvor Thea Paulsen derfor rigtig gerne vil sige tak for hjælpen til alle involverede.
Alle på filmholdet arbejder frivilligt, hvor Thea Paulsen derfor rigtig gerne vil sige tak for hjælpen til alle involverede.
Foto: Privatfoto

- Jeg kan ikke være enefinansier, så jeg er afhængig af, at der vil være nogle produktionsselskaber, jeg kan arbejde for. Her ligger de fleste i de store byer som København og Aarhus, men hvis der skulle åbne et selskab i Sønderjylland, ville jeg elske at arbejde der.

Ikke desto mindre er produktionen af 'Nordens Miami' indtil videre gået over al forventning, hvor Thea Paulsen ikke har rosende ord nok til byen, filmholdet og kommunen.

Filmen forventes færdig i starten af det kommende år. Efter premiere i Bylderup-Bov er fremtiden for 'Nordens Miami', at den skal vises i en lokal biograf, hvor den samtidig skal ud at leve på flere filmfestivaler.