Tørkeindekset slår tidlig rekord - landmænd frygter for afgrøderne

To måneder næsten uden regn. Tørkeindekset er rekordhøjt, der er forøget brandfare og landmændene har fået travlt med markvandingen. Afgrøderne skal reddes.

Solen skinner fra en skyfri himmel. Igen.

Ikke en sky hele horisonten rundt, og alligevel skal der i dag lande 25 mm vand på den en kilometer lange mark med kløvergræs i udkanten af Nørre Hostrup i Sønderjylland. Og vandet skal komme fra undergrunden.

- Det begynder at ligne en ekstrem vejrsituation. Vi har slet ikke fået den regn, vi har brug for, så vi er begyndt at vande vores marker. Vi startede i onsdags, men burde nok være startet allerede i mandags, siger Bo Kaczmarek.

Bo Kaczmarek
Foto: Frank Bisgaard Winther

Marken tilhører Bo Kaczmarek, der sammen med en kompagnon driver en økologisk mælkegård på over 300 hektar. På gården står der 210 malkekøer, og da det er en økologisk gård, så skal kreaturerne på græs.

Lige nu gælder det om at redde græsmarkerne, og det kræver, at halvdelen af udstyret er i brug fra den tidlige morgen.

- Jeg starter i stalden klokken 3.30 hver morgen og fortsætter derefter med at flytte vandingsmaskiner. Det tager mig det meste af en halv dag efterhånden, siger Bo Kaczmarek.

Kløvergræs er den vigtigste afgrøde

- Hvis ikke jeg får vandet mine kløvergræsmarker, så dør græsset, og så kan jeg ikke få mine køer ud på markerne. Græsset er den allervigtigste ressource i et økologisk landbrug – det er hele motoren, fortæller han.

Bo Kaczmarek
Foto: Frank Bisgaard Winther

Udover at være det friske foder til kreaturerne her i foråret, så danner blandingen af græs og kløver den vigtige ensilage til vinterfodringen, hvor den er et vigtigt proteintilskud.

Det tørre forår er ved at sætte sine spor i landbruget, og for landmanden Bo Kaczmarek betyder det ekstra arbejde med markvanding. Han har i alt otte boringer og otte vandingsmaskiner – populært kaldt prærietrolde.

Den tørreste måned

Ifølge Dansk Meteorologisk Institut (DMI) faldt der knap 9 mm regn i området i marts måned og i april er nedbørsmængden oppe på godt 55 mm. Marts måned blev på landsplan den tørreste måned nogensinde.

Samlet giver det et stort underskud i nedbørsmængden, og derfor anbefaler planteavlskonsulent Birgitte Popp Andersen fra Landbosyd, at alle landmænd på især de tørre sandede jorde får gang i vandkanonerne.

Tørkeindekset slår rekord
Tørkeindekset slår rekord
Foto: DMI

- Vi har i øjeblikket et underskud på 31 mm for græsmarker, og det stiger med den nuværende prognose til 43 mm frem til søndag den 1. maj. I øjeblikket er vi hjulpet en lille smule af nattefrosten, som lægger en lille dæmper på væksten, siger hun og fortsætter:

- Lige nu er græs og de afgrøder, der er på vej i blomst, de mest udsatte. Det gælder især vinterrapsen, der er ved at springe ud, siger hun.

Og det hjælper at vande, slår planteavlskonsulenten fast. Hun henviser til vandingsforsøg, hvor netop vinterraps uden vanding gav et udbytte på 2000 hektoliter per hektar, mens samme afgrøde med kunstvanding gav 3400 hektoliter per hektar.

Ingen hjælp fra oven

Vejret for de kommende dage lover ikke megen regn. Frem til den 2. maj er der kun udsigt til mellem en til tre millimeter regn. Og det får tørkeindekset til at stige yderligere. Indekset er et estimat for mængden af vand, som planterne har til rådighed i deres jordvandsmagasin. Indekset går fra 1 til 10, hvor indeks 10 indikerer en høj risiko for tørke.

Tørkeindekset de sidste par uger kun gået én vej - og det er opad.

Fredag eftermiddag lå tørkeindekset på 8,9 for hele landet. Og det indikerer dermed forhøjet risiko for tørke over alt i Danmark.

Bo Kaczmarek
Foto: Frank Bisgaard Winther

Spejder efter regn

På græsmarken i Nørre Hostrup justerer Bo Kaczmarek lidt på sprederen, så den ikke når helt ud i det levende hegn. Det er nemlig spild af vand. For selv om gården har sine egne boringer, er der begrænsninger på, hvor meget der må vandes.

- Jeg kan godt være nervøs for udsigten her og nu. Vi har lov til at vande tre gange i forhold til vores tilladelse fra kommunen. Det hjælper lige nu, men vi har meget snart brug for regn, siger Bo Kaczmarek.

Hvad er en prærietrold?

Bo Kaczmareks vandingsmaskine kan levere op mod 50 m3 i timen. Den har en kraftig vandslange og kan sprede vandet rundt i en bredde på 72 meter. Den ruller selv vandslange op ved hjælp af vandtrykket.

Bo Kaczmarek
Foto: Frank Bisgaard Winther