Tørken sætter sit præg på Sydbanks regnskab

Sommerens tørke slår nu også igennem i Sydbanks forventninger til årets overskud. Det fremgår af bankens netop offentliggjorte halvårsregnskab.

Sydbank med hovedsæde i Aabenraa tjener stadig gode penge - men banken må hensætte ekstra millioner til tab på landbrugskunder. Det er udløst af sommerens lange tørkeperiode.
 - Nedskrivningerne på landbrug er primært en konsekvens af den usædvanlige tørkeperiode i denne sommer, skriver administrerende direktør Karen Frøsig i regnskabet.
Banken oplyser, at der er ekstra nedskrivninger på udlån til landbruget for 125 millioner kroner efter første halvår, 50 millioner kroner mere end ved årsskiftet. 

Samlet har Sydbank opnået et overskud på 668 millioner kroner i første halvår. Men det er dog betydeligt færre end de 816 millioner kroner, der blev tjent i samme periode sidste år.

Lille sparekasse sætter rekord

Lidt længere mod syd kan Broager Sparekasse præsentere det bedste halvårsregnskab hidtil med et resultat i halvårsregnskabet før skat på 14,4 millioner kroner.

I forhold til sidste års halvårsregnskab, som lød på 12,5 millioner, er det en stigning på 1,9 millioner og dermed sparekassens bedste halvårsregnskab.

Broager Sparekasse har for nylig åbnet en ny afdeling i Vojens - og dermed udvidet sit geografiske virkeområde.

- Vi er kommet tættere på vores kunder i Vojens- og Haderslevområdet. Vi er stadig i opstarten, men indtil videre tegner det rigtig godt, og vi er blevet taget godt imod i Vojens, siger Broager Sparekasses adm. direktør Lars Christensen.