Tysk ministerpræsident tilbyder Danmark hjælp, så grænserne kan åbne

Slesvig-Holstens ministerpræsident besøger grænselandet og tilbyder Danmark sin hjælp til at åbne grænsen.

Ministerprædident i Slesvig-Holsten, Daniel Günther, tilbyder nu sin hjælp til justitsminister Nick Hækkerup, Socialdemokratiet, så de nogle gange op til timelange køer ved grænsen kan stoppe.

Tilbuddet kommer efter, at Nick Hækkerup på et pressemøde onsdag sagde, at han personligt ville  søge at løse problemerne omkring pendlere og lange køer ved grænsen.

- Vi står gerne til rådighed og hjælper gerne alt, hvad vi kan, for vi har heller ingen interesse i lange køer, sagde Daniel Günther i følge Flensborg Avis under sit besøg torsdag og fredag i grænselandet.

quote

Vi står gerne til rådighed og hjælper gerne alt, hvad vi kan, for vi har heller ingen interesse i lange køer.

Daniel Günther, CDU, ministerpræsident, Slesvig-Holsten

Tyskerne er kede af det

- Vi er kede af, at grænsen er lukket her i 100-året for grænsedragningen, sagde ministerpræsidenten og kaldte den nuværende grænsesituation for en udfordring.

Han understregede, at Tyskland respekterer den danske regerings ønske om grænsekontrollen for at  begrænse infektionsraterne med covid-19, men tilføjede, at den tyske regering i de seneste måneder igen har åbnet sine grænser over for nabolandene.

- Jeg havde ønsket, at den danske side også åbnede mere for grænsen, sagde Daniel Günther.

Grænsen:

  • Godt 13.400 borgere i grænselandet bor på den ene side og arbejder på den anden side af grænsen.
  • Den 11. marts blev den nuværende fulde  indrejsekontrol til Danmark indført, og otte ud af 13 grænseovergange blev lukket. Det er de stadig.