Tysk spøgelsesbilist standset på motorvejen

En 53-årig kvinde fra Tyskland blev natten til torsdag standset af Syd- og Sønderjyllands Politi, fordi hun kørte i den gale retning på den Sønderjyske Motorvej.

Klokken 03.33 natten til torsdag fik politiet en melding om spøgelsesbilisten. En kvinde fra Tyskland kørte ad det nordgående spor, men i den sydgående retning. Politiet kunne omkring fem minutter senere standse kvinden nord for Rødekro.

- Hun nåede at komme forbi flere modkørende, men heldigvis skete der ingen uheld, siger vagthavende hos Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

Fordi den 53-årige kvinde er fra Tyskland, vil hun blive indkaldt til et retsmøde, hvor hun skal betale et depositum til en bøde. Derudover kan hun se frem til at få frataget sit kørekort.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.