Tyske mindretalsskoler er blevet snydt for fem millioner

Beregninger viser, at de tyske mindretalsskoler har fået fem millioner færre, end de burde på anlægsområdet i forhold til aftalen om økonomisk ligestilling mellem mindretalsskoler.

De tyske mindretalsskoler i Danmark er i fremgang, og det kræver udvidelser, men de har ikke fået støtte til for eksempel at bygge nye klasselokaler på lige fod med danske skoler.

Et nyt forslag fra Ellen Trane Nørby (V) skal sikre, at de tyske mindretalsskoler i Danmark får ligeså meget støtte som de danske. Som reglerne er nu, får de tyske mindretalsskoler ikke den samme støtte som de danske på anlægsområdet.

- Det, vi har lagt op til, er, at få rettet op på den historiske ulighed, der har været, siger folketingsmedlem Ellen Trane Nørby (V) til TV SYD.

Mindretalsskolerne har været genstand for meget debat på begge sider af grænsen. I 2010 valgte delstatsregeringen i Slesvig-Holsten at nedsætte støtten til de danske mindretalsskoler til 85 procent af, hvad de tyske skoler fik. Sådan en situation, men med dansk fortegn, vil Ellen Trane Nørby gerne undgå.

- Vi har en forpligtelse til at rette op på problemet, sådan vi ikke kommer i samme situation som tyskerne gjorde, fordi de hårdnakket stod fast ved at diskriminere de danske mindretalsskoler, siger Ellen Trane Nørby til TV SYD.

Læs beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside