Udbetaling Danmark: Vi skal undersøge anonyme anmeldelser

Udbetaling Danmark modtager cirka 200 anmeldelser hver måned - langt de fleste er anonyme. Men kun omtrent hver tredje henvendelse har så meget på sig, at den bliver undersøgt nærmere.

Men det er noget, som Udbetaling Danmark, der blandt andet står for boligstøtte og ældrechecken, skal gøre, oplyser de i dag i en mail til TV SYD:

- Som myndighed har Udbetaling Danmark pligt til at tage imod og behandle alle oplysninger, der kan have betydning for, om en borger er berettiget til den ydelse, vi udbetaler. Det gælder også anonyme anmeldelser. Vi er opmærksomme på, at det er ubehageligt at blive anmeldt for socialt bedrageri. Og vi gør os umage for at undersøge sagerne grundigt uden at ulejlige borgeren mere end højst nødvendigt. Borgeren bliver altid kontaktet ? både om anmeldelsen og om vores endelige vurdering af sagen.

Blot cirka 20-30 procent af de anonyme henvendelser har en sådan dybde, at de bliver undersøgt nærmere.

- Hvis vi vælger at undersøge sagen, får borgeren altid mulighed for at give sin egen version. Anonyme anmeldelser kan aldrig alene være årsag til, at vi stopper en ydelse. Anonyme anmeldelser er ikke primært udgangspunkt for Udbetaling Danmarks kontrolarbejde, skriver Udbetaling Danmark.