Udenlandske chauffører smutter for nemt fra afgifter

Det er svært at inddrive p-afgifter fra udenlandske chauffører, der parkerer ulovligt. Derfor bakker politiker op om forslag, om at man kan tilbageholde chauffør, lastbiler og gods.

Siden sidste år er det blevet dyrere for lastbilchauffører at parkere ulovligt. Når chauffører parkerer på de danske rastepladser og for eksempel holder uden for båsene, koster det 2.040 danske kroner.

Det er Færdselsstyrelsen, der siden 1. januar kører rundt og opkræver afgifterne. Ifølge 3F er der udstedt 2.088 afgifter - 1.795 til udenlandske lastbiler og 293 til danske lastbiler.

Indtil videre er det et fåtal af afgifterne, der er betalt. Kun 161 er betalt, siden Færdselsstyrelsen i Ribe overtog opgaven. Tallet er opgjort 8. april. 

Derfor foreslår DTL (Dansk Transport og Logistik), at man kan tilbageholde både chauffør, lastbil og gods. 

- Det skal ikke være sådan, at man bare kan køre videre og fortsætte med at undergrave danske løn- og arbejdsvilkår, uden at man har bragt sine udeståender med politiet eller parkeringsvagter i orden. Vi kan konstatere, at det er sværere at få kradset pengene ind fra udenlandske chauffører, siger Erik Østergaard, DTLs administrerende direktør til Transportmagasinet.

- Det er ikke nok at sætte en bøde i vinduesviskeren, hvis bilen med rumænsk eller polsk nummerplade bare kører videre og ikke har tænkt sig at betale.

Politisk opbakning

Forslaget får nu politisk opbakning. SFs Karina Lorentzen Dehnhardt vil også blokere lastbilerne, så chauffører og vognmænd bliver tvunget til at betale afgifterne med det samme.

- Det er ikke chaufførerne, jeg vil ramme. Det er deres arbejdsgivere. Det skal ikke være sådan, at det er billigere at ansætte en udenlandsk chauffør, siger hun. 

Politiet kan beslaglægge lastbiler

Hos politiets Tungtvogncenter Syd, der kontrollerer lastbiler på de danske veje, forklarer Jesper Engelund, at de tilbageholder udenlandske chauffører, indtil der er stillet sikkerhed for bøden. 

- Der går tid med det. Det tager ½ - 2 timer, nogle gange længere. Men vi får næsten altid inddrevet bøden, siger han.

Jesper Engelund, leder af færdselsafdelingen, Sydøstjyllands Politi
Jesper Engelund, leder af færdselsafdelingen, Sydøstjyllands Politi

Hverken politiet eller Færdselsstyrelsen kan tilbageholde det gods, der er ombord på lastbilen. Det sker bl.a., for at fødevarer ikke skal gå til spilde. Tungtvognscenter Syd har i øjeblikket beslaglagt 10-12 lastbiler eller trækkere.

Men det sker kun sjældent, at politiet må sælge lastbilerne for at få inddrevet gælden, forklarer Jesper Engelund, leder af færdselsafdelingen, Sydøstjyllands Politi.

Praktisk udfordring

Hvis Færdselsstyrelsen skal til at tilbageholde chauffører eller lastbiler, kan der måske komme en konflikt med EU-reglerne. Medlem af Europaparlamentet, Christel Schaldemose for Socialdemokraterne, skriver til TV SYD, at hun ikke umiddelbart kan se problemet i at give straksbøder eller klampe godset.

- Det er ikke usandsynligt, at det kunne blive til en sag ved EU-domstolen, hvis vi gjorde det, men nogle gange skal man udfordre lovgivningen. Jeg mener, det er værd at undersøge, om det er praktisk muligt, siger hun.

Her er Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) enig.

- Det kan godt være, der er nogle teknikaliteter, som gør, at vi ikke må, men det må vi se på og give det et skud, siger hun.