Underviseren Ida Guldager vinder en særlig pris

Underviseren Ida Guldager fra UC SYD i Aabenraa har modtaget Novo Nordisk Fondens pris til naturfagsunderviser på Pædagoguddannelsen 2023.

Prisen har hun fået for sit engagement i undervisningen og udviklingen af science-pædagogikken.

Passionen for naturen tager hun med i sin undervisning og viser de studerende, hvad naturen kan i den pædagogiske praksis. 

- Jeg er meget beæret over, at nogen har tænkt, at jeg skal indstilles til en pris for mit arbejde. Det er rigtig rart at føle sig værdsat i det, som man går og laver i hverdagen. Men det er også vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke er alene. Vi er et team af undervisere, som arbejder målrettet med at fremme de studerendes interesse i naturpædagogik, siger hun.

På trods af at naturfag baserer sig på faktuel viden, så er det vigtigt for Ida Guldager at fremme sine elevers nysgerrighed og naturglæde. 

Derfor blev hun hædret med Novo Nordisk Fondens pris, som uddeles til en underviser efter indstilling fra dennes uddannelsesleder, dekan eller rektor.

Vil købe et fællesskab

Med prisen følger 250.000 kroner, hvoraf 50.000 kroner er en personlig pris, mens 200.000 kr. tilfalder UC SYD.

De mange penge har Ida Guldager allerede et godt bud på, hvad de skal bruges på.

- Vi har længe drømt om at lave et havefællesskab, hvor vi kan invitere STU-elever, lokale specialklasser, bosteder, børnehaver eller gymnasiet til at være med og i samarbejde med vores pædagogstuderende. Det kan give muligheder for at tilegne sig konkret erfaring med, hvor vores mad kommer fra og en forståelse af at dyrke noget. Så kan vi mødes om nogle praktiske ting mellem forskellige brugergrupper, siger hun.

Andelen, som tilfalder professionshøjskolen, skal anvendes til udvikling af naturfagligt forløb, for eksempel indkøb af eksperimentelt udstyr, opgradering af lokaler/inventar, ekskursioner eller udviklingsprojekter.