Ung kærestepar rammes af bandepakke

Den 18-årige Mikkel og 19-årige Helen i Varnæs ved Aabenraa er blevet ofre for den såkaldte bandepakke. De skal i fængsel for at opbevare et - oversavet -  haglgevær for en behendt.

 De to ekskærester er nu blevet idømt en ubetinget fængselsstraf på et år og tre måneders fængsel, skriver JydskeVestkysten.

Politiet beskriver dem som »almindelige unge mennesker, der ikke tidligere har haft udeståender med politiet«, og deres pårørende er dybt rystede.

Har været dumme

- Vi og vores børn føler os fuldstændig svigtet af systemet, når sådan noget kan ske. Mikkel og Helen er jo to helt almindelige, glade unge mennesker, siger Mikkels mor Bente Auerbach Hansen.

Hun erkender, at de to unge har været dumme og naive, men mener, at straffen er ude af proportioner.

Politikerne var advaret

Den reaktion var politikerne advaret om, fortæller formand for Den Danske Dommerforening, Jørgen Lougart. Foreningen gjorde i høringsfasen opmærksom på problemerne ved at indføre en minimumsstraf.

- Vi har peget på, at der er en risiko for - som man også har set det med knivsagerne - at man får nogle situationer, hvor det er meget svært at fravige en minimumsstraf.

- Det indsnævrer de muligheder, man har for at agere som dommer og tage hensyn til de individuelle forhold, siger Jørgen Lougart.Også Østre Landsret gjorde opmærksom på, at der kunne komme sager, som alle ville finde stødende, påpeger Jørgen Lougart.

K: Loven rammer ikke skævt

De Konservatives retsordfører Tom Behnke afviser dog blankt, at loven skulle ramme skævt.

- Anledningen til, at vi lavede lovstramninger, er ganske rigtigt bandekonflikten, men lovgivningen er ikke på det punkt alene til ære for bandemedlemmer. Den gælder alle, og det er simpelthen et ønske om at få de ulovlige våben væk - også fra de private hjem, siger han.