Unge får adgang til gratis rådgivning

I Aabenraa vil man komme de unges problemer i forkøbet, inden det fører til skolestop og behandling - derfor åbner et såkaldt Headspace-center mandag.

Kærestesorger, familieproblemer, gruppepres og lav selvtillid. Der er mange ting, der kan slå unge ud i en slingrende kurs. 

En kurs, der nogle gange fører til, at de unge dropper ud af uddannelser eller får brug for at blive behandlet.

Det vil man gerne undgå i Aabenraa, og derfor åbner der et såkaldt Headspace-center i byen mandag. 

På centeret kan unge få gratis og anonym rådgivning fra fagpersonale og frivillige om store og små problemer.  

-Vi udvikler os til en campus-by med mange studerende. Men der følger altså også en skyggeside med, og det er vores opgave at kunne favne det, siger Aabenraas borgmester, Thomas Andresen (V), til TV SYD. 

Formålet med Headspace Aabenraa er at have et fleksibelt tilbud, der kan træde til, inden de psykiske og sociale problemer fører til frafald på uddannelse, eller der opstår behov for behandling.

Headspace-centret er det første i Sønderjylland. Men i resten af TVSYD's sendeområde findes der allerede centre i Horsens, Billund og Esbjerg. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.