Vejarbejder dræbt

En østrigsk vejarbejder blev torsdag dræbt under anlægsarbejdet på motorvejen mellem Kliplev og Sønderborg.

Ulykken skete omkring klokken 14, hvor en dumper bakkede henover den østrigske mand, der ikke var opmærksom på, at den nærmede sig, oplyser Vejdirektoratet. Han døde på stedet.

Alle medarbejdere på arbejdspladsen er dybt berørte af situationen. De er blevet tilbudt krisehjælp af krisepsykologer.

- Det er en tragisk hændelse. Vores tanker går først og fremmest til de pårørende, siger Jan Hundsdörfer, PR-chef for Kliplev Motorway Group.

Arbejdet er indstillet på hele strækningen i dag og i morgen.

Jan Hundsdörfer siger, at der under hele projektet været stor fokus på arbejdssikkerheden både i planlægningen og tilrettelæggelsen samt ved selve udførelsen af arbejdet.

Arbejdstilsynet er på stedet, og der er nu igangsat en nærmere undersøgelse af de præcise omstændigheder ved ulykken.