Venstre-borgmester melder klart ud om Støjberg

Borgmester i Aabenraa Thomas Andresen støtter partiformandens udmelding om en eventuel kommende rigsretssag mod Inger Støjberg.

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen er klar til at støtte en rigsretssag mod partiets næstformand Inger Støjberg, hvis en advokatundersøgelse i begyndelsen af det nye år vurderer, at der er grundlag for en rigsretssag mod hende.

Den melding sender partitoppen ud i en åben krig og skaber splittelse ned igennem partiet. Inger Støjberg er på Facebook nemlig overrasket over, at Jakob Ellemann-Jensen “inviterer” hende til at blive stillet for en rigsret i barnebrudssagen.

Nogle Venstre-borgmestre mener, at Inger Støjberg bør trække sig midlertidigt som næstformand, indtil resultatet af advokatundersøgelsen foreligger. Aabenraas Venstre-borgmester Thomas Andresen er ikke enig. Han støtter udmeldingen fra partiformanden.

- Det skal baglandet finde ud af. I første omgang er det op til en dialog mellem Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg. Fordi det har noget med kommunikation at gøre, siger han til TV 2 News.

Det kom bag på Thomas Andresen, at Inger Støjberg på Facebook var overrasket over partiformand Ellemann-Jensens udmelding.

- Ja, det må jeg sige. Fordi jeg er overbevist om, at der har været dialog, og af den årsag synes jeg egentlig, at man burde have taget denne beslutning som en mand og afvente, hvad der nu sker, siger han.

Vi skal tage samme medicin

Thomas Andresen vil afvente advokatundersøgelsen, før han ytrer sig om sin holdning til, om en rigsretssag er den rigtige vej at gå.

- Hvis det viser sig, at der er noget at sætte fingeren på, kan vi i Venstre ikke leve med andet, end at vi tager samme medicin, som gælder for vores borgere. At vi overholder loven, siger han.

Thomas Andresen støtter sin formand Jakob Ellemann-Jensen i en rigsretssag mod Inger Støjberg, hvis advokatundersøgelsen viser, at der er grundlag for en rigsretssag.

- I Venstre er vi et lovlydigt parti, og det er helt klart for mig, at lige så snart der rejses tvivl om, om man har overholdt loven, skal der rejses sag. Så jeg bakker fuldstændigt op om Jakob Ellemanns beslutning i dette tilfælde, siger Thomas Andresen.

Ikke skygge for minkskandale

Han mener at have en god føling med sit bagland, som står bag en rigsretssag, hvis advokatundersøgelsen peger i den retning. Og han er irriteret over offentligt atter at skulle forholde sig til interne problemer i partiet.

- Jeg synes, det er problematisk og vil meget hellere diskutere politik. Indre anliggender skal vi ordne internt i partiet. Det må heller ikke skygge for en eventuel kommende sag omkring minkskandalen, så derfor synes jeg, at det er helt rigtigt, at vi tager dette skridt, siger han og tilføjer:

- Jeg havde meget hellere talt om de samfundsanliggender, der for øjeblikket rør sig voldsomt. Det tager alt for meget fokus fra det, som Christiansborg burde dreje sig om.

Venstres forretningsudvalg er tirsdag aften indkaldt til møde. Ifølge TV 2 skal medlemmerne på mødet tage stilling til, om de bakker op om Jakob Elllemann-Jensen eller Inger Støjberg.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.