TV der bevæger dig

Venstre: Grænsekontrollen bliver

Lars Løkke Rasmussen benyttede et besøg ved Kruså-grænsen til at lufte sine tanker om fremtidens grænser.

Statsministeren på besøg ved grænsen ved Kruså tidligere i dag. Foto: Ole Møller, TV SYD

- Jeg elsker den frie bevægelighed, men vi bliver nødt til at se i øjnene, at vi skal tage ejerskab til vores egen grænse, siger Lars Løkke Rasmussen til TV SYD.

Danmark har siden 2001 været medlem af Schengen-aftalen, hvor man ikke skal vise pas for at komme fra det ene land til det andet. I princippet må der ikke være nogen form for kontrol mellem Schengen-landene. Men efter flygtningekrisen i 2015, hvor flygtninge blandt andet gik på motorvejen, indførte Danmark i 2016 en midlertidig grænsekontrol, som vi hvert halve år skal bede om lov til at forlænge. Det vil statsministeren gøre op med.

- Vi har tre ting, der truer os. Flygtninge, grænseoverskridende kriminalitet og terror. Derfor er vi nødt til at have kontrol ved grænsen. Men det skal være en intelligent og moderne løsning, så der på sigt vil være færre mennesker på selve grænsen, siger statsministeren.

Spurgt direkte, om de gamle grænsebygninger med de små luger kommer igen og de overdimensionerede villatelte forsvinder, svarer statsministeren:

00:11

Statsministeren fortæller om fremtidens grænsekontrol. Foto: Ole Møller, TV SYD

Luk video

- Vi er nødt til at have permanente faciliteter ved grænsen. Men vi må udvikle nogle tekniske løsninger, og der har vi foreslået, at der sættes 50 millioner kroner af til at finde det. Og kontrollen skal gælde begge veje. VI skal jo ikke kontrollere en tom varevogn, der kører ind og så ikke kontrollere den, når den kører ud, fyldt med tyvekoster.

Men det vil ikke være foreneligt med vores medlemskab af Schengen at oprette permanent kontrol.

- Der er andre lande, der har det lige som os. Tyskland, Østrig og de baltiske lande har samme problemer som os, og sammen med dem må vi forsøge at lave aftalen om, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Vi skal lave et system, der gør det så let som muligt for de lovlydige borgere at komme ind (i Danmark, red.), og så svært som muligt for de kriminelle at komme ind.