'Fuck WHO', 'Fuck WHO facister' og 'Corona er løgn' er skrevet på skilte, der viser vej til vaccinecenter og testcenter. Syd- og Sønderjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse, at de tager sagen meget alvorligt og efterforsker den som hærværk.
Samtidig søger de nu vidner i sagen, som har set noget eller kendskab til de personer, der måtte have gjort det.
Politiet skriver i pressemeddelelsen, at de modtog en anmeldelse i nat kl. 01.00 om hærværk begået mod flere info-skilte, der henviser til enten covid-19 Vaccinationscenter, Brunde Vest 17 i Rødekro eller covid-19 Testcenter, Skånevej 5 i Rødekro.
Skiltene er malet over med grøn spraymaling, og gerningen blev formentlig begået om aftenen den 30. marts, oplyser politiet.
Vidner kan kontakte politiet på telefon 114.