Vognmand: Fragtpriserne stiger - regningen ender hos forbrugerne

Dagens politiske aftale om lige løn for danske og udenlandske chauffører ender ifølge transportfirmaet H. P. Therkelsen med højere fragtpriser og dermed dyrere varer.

Begejstringen for dagens brede politiske aftale om at forhindre social dumping i transportbranchen får ikke mange rosende ord med på vejen af Mogens Therkelsen, der er bestyrelsesformand for transportvirksomheden H. P. Therkelsen i Padborg.

- Jeg tror ikke, det vil gøre en forskel. Det vil blot ske det, at fragtpriserne stiger, og det vil ende hos slutforbrugeren. Transporterhvervet nationalt og internationalt er i så hård konkurrence, og det er ikke, fordi branchen tjener styrtende, siger han til TV SYD.

Mogens Therkelsen tror, at regningen for den nye politiske aftale ender hos forbrugerne.
Mogens Therkelsen tror, at regningen for den nye politiske aftale ender hos forbrugerne.

Tvivler på kontrol

Ifølge aftalen skal politiet og en administrativ myndighed kontrollere, at kravene til de udenlandske vognmænd bliver overholdt. Hvis de udenlandske transportvirksomheder ikke anmelder oplysninger til det nye register, kan de få bøder på op til 10.000 kroner. Hvis de ikke overholder lønniveauet, kan de få bøder på minimum 35.000 kroner. 

Om den kontrol er tilstrækkelig, tvivler Mogens Therkelsen på.

- Det bliver vanskeligt for myndighederne at vurdere, hvad det rigtige lønniveau er på den danske strækning. Det er en stor og vanskelig opgave, mener han.

Ikke løn-dumping, men løn-forskel

I en sag fra 2018 kom det frem, at transportfirmaet Kurt Beier på skift havde 200 filippinske og srilankanske lastbilchauffører boende under slum-lignende forhold i Padborg. Chaufførerne sov og lavede mad i uopvarmede lastbilsanhængere og containere dækket til med presenninger.

- Beier-sagen har sådan set affødt de restriktioner, der nu er vedtaget. Dermed er et helt erhverv  stemplet på grund af én virksomhed. Det synes jeg ikke er rimeligt, mener Mogens Therkelsen, der ikke er enig i, at social dumping er den rette betegnelse for den lave løn, mange udenlandske chauffører får. 

- Man har det med at kalde al udenlandsk arbejdskraft for social dumping. Det er vi ikke enige i. De, der kommer til Danmark, får jo den løn, der er den rigtige i deres hjemland, og der synes jeg ikke, at social dumping er den rigtige benævnelse. Man kan kalde det lønforskelle, siger han.