Vognmands kontor ransaget af politiet - risikerer bøde i millionklassen

En vognmandsvirksomhed i Aabenraa blev mandag sigtet for op imod 150 ulovlige cabotagekørsler. 

Mandag blev to lastbiler fra en udenlandsk vognmand i Aabenraa standset samtidig med, at virksomhedens kontorer i Aabenraa Kommune blev ransaget.

Det skete forskellige steder i landet, og vognmanden er nu genstand for en grundig efterforskning fra politiet, der mistænker firmaet for gentagne gange at køre ulovlig cabotagekørsel i Danmark. 

quote

Vi har i noget tid haft virksomheden mistænkt for at køre for mange ture i Danmark.

Henrik Fobian, politikommissær, Midt- og Vestsjællands Politi

Ved ransagningen fandt politiet dokumenter, der pegede på, at virksomhedens lastbiler havde kørt op imod 150 cabotageture.

- Den samlede bøde kan i dette tilfælde løbe op i omegnen af en million kroner, vurderer politikommissær Henrik Fobian fra Midt- og Vestsjællands Politi, der har samarbejdet med Tungvognscenter Syd og Tungvognscenter Nord om aktionen.

- Vi har i noget tid haft virksomheden mistænkt for at køre for mange ture i Danmark, og vores efterforskning pegede i retning af, at nogle af de tysk indregistrerede lastbiler kørte op mod 20 cabotagekørsler i Danmark mod de tilladte tre kørsler. Dermed besluttede vi at bringe de udenlandske lastbiler til standsning samt ransage virksomheden for at finde beviser herpå, siger politikommissær han i en pressemeddelelse. 

Politiet reagerede på tip

Midt- og Vestsjællands Politi har i noget tid blandt andet på baggrund af forskellige tips i branchen efterforsket virksomheden.

Som sikkerhed for, at en eventuel bøde kan betales, har politiet tilbageholdt to af virksomhedens lastbiler, hvilket virksomheden ønskede indbragt for retten. 

Bødetaksterne er ifølge Færdselsstyrelsen på 35.000 kroner for 1-2 ulovlige cabotagekørsler, 70.000 kroner for 3-5 ulovlige kørsler og 105.000 kroner for 6-9 ulovlige kørsler. 

Midt- og Vestsjællands Politi fortæller TV SYD, at de ikke vil oplyse navnet på virksomheden, før der er udarbejdet et anklageskrift. Det er endnu ikke besluttet, hvor i landet retssagen skal afvikles.