Vognmand risikerer bøde på 42 millioner for snyd

Transportfirmaet H.P. Therkelsen fra Padborg er tiltalt for mere end 1.200 tilfælde af cabotagekørsel. Nu skal sagen afgøres i retten.

Et af landets største transportfirmaer, med hovedsæde i Padborg, risikerer en bøde i millionklassen, hvis det ender med en dom for over 1.200 tilfælde af ulovlig cabotagekørsel.

Bare ét tilfælde af ulovlig cabotagekørsel kan udløse en bøde på 35.000 kroner. Hvis firmaet bliver dømt, kan den samlede bøde dermed løbe op i 42 millioner kroner.

Anklageskriftet på 118 sider er rettet med H. P. Therkelsen GmbH og H.P. Therkelsen A/S.

Det drejer sig om ulovlig kørsel med udenlandske lastbiler i perioden august 2019 til oktober 2019.

Det skriver Fagbladet 3F.

Vognmand afviser 

Sagen skal afgøres ved retten i Roskilde, og administrerende direktør i H. P. Therkelsen Peter Therkelsen understreger, at han er stærkt uenig i antallet af ulovlige cabotagekørsler i anklageskriftet.

Han har indbragt sagen for EU Kommissionen, som skal tage stilling til, om cabotagereglerne er overtrådt.

- Det er en træls sag, som vi er kede af, da vi tager afstand fra enhver overtrædelse af reglerne. Men ellers har jeg ikke rigtig nogen kommentarer, så længe sagen verserer, siger Peter Therkelsen til Fagbladet 3F.


Ifølge 3F er sagen alvorlig, og formand i 3F Transport Jan Villadsen fortæller, at han ikke tidligere har set svindel i så stort et omfang.

- Det virker som om, snyderiet er sat i system. Godt at det blev afsløret, for den slags svindel ødelægger branchen, siger Jan Villadsen til fagbladet.

Hvad er cabotagekørsel?

  • Cabotagekørsel er, når en udenlandsk lastbil for eksempel henter varer på et lager i Kolding og kører det til København.

  • Reglerne er simple: Lastbilerne må køre varer indenrigs tre gange på syv dage, så skal de forlade Danmark.

  • Kørsel over tre ture er ulovlig cabotagekørsel.


Kilde: 3F

Endnu ingen dato på retssagen

Hvornår sagen skal afgøres ved retten, er endnu ikke besluttet. Sagen kan trække ud, fordi den er indbragt for EU Kommissionen, oplyser 3F.