Vognmandsfirma: Stor mangel på sikkerhed ved grænsen

Direktøren i vognmandsfirmaet H.P. Therkelsen mener, at det er skandaløst, at der ikke bliver advaret om grænsekontrollen længere fremme.

Den midlertidige grænsekontrol var mandag morgen medvirkende til den første trafikulykke ved grænsen med dødelig udgang. I morges blev en bilist dræbt, da han kørte op bag i en lastbil, der holdt i kø på vej ind i Danmark.

Det er første gang køen til grænsekontrollen koster menneskeliv, men det er langt fra første gang, at kontrollen skaber farlige situationer.Den 25. januar gav kombinationen af kø og tæt tåge flere farlige situationer. Den 19. februar var det en lastbil, der kørte ind i en varevogn. Og så i dag; ulykken der kostede en 64-årig livet.

Direktøren i vognmandsfirmaet H.P. Therkelsen mener, at det er et problem, at der ikke bliver advaret om grænsekontrollen.

- Der burde være skiltning. Jeg forstår ikke, hvorfor det danske og tyske politi ikke er bedre til at samarbejde om det her. Det er forfærdeligt, det skal koste menneskeliv, mener Mogens Therkelsen, der er adm. direktør i vognmandsfirmaet.

Problemet er særligt stort om mandagen, da lastvognstrafikken i Tyskland har restriktioner i weekenden.