Nu modtager vejlenser Europæisk Borgerpris

Rafel Shamri modtog onsdag aften den Europæiske Borgerpris som første dansker nogensinde. Det er kampen mod radikalisering, der sikrer hende prisen.

Vejlenseren Rafel Shamri blev onsdag aften officielt den første dansker, der modtager den Europæiske Borgerpris. Rafel Shamri modtog prisen i Bruxelles sammen med 46 andre vindere fra de andre europæiske lande.

Rafel Shamri modtager prisen

Den 19-årige vejlenser modtog prisen for at kæmpe for integrationen og bekæmpe radikaliseringen blandt muslimer i hendes lokalområde i Nørreparken i Vejle, hvor hun blandt andet har startet et fodboldhold for unge drenge.

Det er Europaparlamentet, som har udpeget Rafel Shamri til vinder. De blev gjort opmærksomme på den unge Vejle-pige af Christel Schaldemose (S), der havde set Rafel Shamri i TV SYD-serien Allahs Løver, hvor hun var hovedperson.

I serien fortalte den unge muslim om, hvordan kampen mod radikalisering er blevet en hjertesag for hende. Her fortalte hun også, at hun kender fire unge, der alene indenfor det seneste år er rejst mod hellig krig i Syrien, mens de boede i Vejle. Og at hun frygter den trussel, de udgør, når de vender hjem til Danmark igen.

Christel Schaldemose er derfor også glad for, at Rafel Shamri modtog prisen her til aften.

- Det er usædvanligt, og det passer faktisk meget godt, for Rafel er en usædvanlig kvinde, har Christel Schaldemose tidligere sagt til TV SYD.

Rafel Shamri holder tale

Rafel Shamri er student fra Rosborg Gymnasium i Vejle i år. Hun er flyttet til København, hvor hun er begyndt på Københavns Universitet.

Den Europæiske Borgerpris:

  • The European Citizens Price, hedder den oprindeligt.
  • Den bliver uddelt årligt af Europaparlamentet.
  • Maksimalt 50 kan årligt vinde prisen – og højst én pr. EU-land.
  • Prisen blev første gang uddelt i 2008.
  • Rafel Shamri er den første danske vinder af prisen.