1-0 til Esbjerg over væggelusene

Kampen mod væggelusene på Gl. Vardevej i Esbjerg er i fuld gang og foreløbig går det rigtig godt.

På trods af lidt startvanskeligheder og udfordringer med plads til opbevaring er tidsplanen overholdt. Esbjerg Kommune er nu ved at lægge sidste hånd på en endelig tidsplan for de sidste opgange, så de berørte beboere har nogle præcise datoer at forholde sig til. Det fortæller kommunen i en pressemeddelelse.

- Vi var nødt til at lade den første uge gå for at se, om det overhovedet var realistisk med 20 lejligheder om ugen, inden vi lavede den endelige handlingsplan. Beboerne derude har nok at slås med, så vi ville være sikre på, at vi kunne give dem korrekte informationer, inden vi begyndte at melde datoer ud til dem, fortæller Social & Tilbudschef Britta Martinsen.

Det er stadig en kæmpe opgave, og der er brug for stor fleksibilitet fra både beboere, skadedyrsfirmaerne samt de to væresteder Morgenrøden og Refugium, der har haft en ekstra travl uge med rigtig mange henvendelser fra de berørte beboere, som alle ser frem til, at det bliver deres tur til at få besøg af skadedyrsbekæmperne.

I løbet af ugen ligger den endelige handlingsplan for hovedparten af de resterende opgange klar. Beboere kan henvende sig til personalet i Refugium og Morgenrøden og hører nærmere.