10-årig kan hænge på regningen efter skolebrand

Børn har samme erstatningsansvar som voksne, derfor kan den 10-årige dreng, der i går satte ild til sin skole i Vejle, komme til at betale.

Det kan blive dyrt for en 10-årig elev på Petersmindeskolen, der i går satte ild til skolens bibliotek. Han kan nemlig blive gjort erstatningsansvarlig for de skader, som branden forsagede.

- I princippet, ja, så hænger han på regningen, hvis han har gjort det med vilje, siger Kristina Siig, dr.jur. og lektor ved Syddansk Universitet, til TV SYD.

Ifølge erstatningsloven er børn erstatningspligtige på lige fod med voksne, hvis de er klar over, hvad de laver.

Når det så er sagt, så er der en masse forbehold at tage.

- Han kan være erstatningsansvarlig, men der er en masser forbehold, siger hun.

Ifølge loven kigger man også på omstændighederne ved selve brandstiftelsen, hvem der bedst kan bære tabet og hvordan den 10-årige dreng er forsikret.

- En 10-årig dreng har jo ingen penge, og derfor kan han aldrig betale selv. Man kan heller ikke plukke håret af en skaldet mand, siger Kristina Siig som forklaring på, hvorfor man også kigger de andre ting. 

Hos Vejle Kommune har man endnu ikke taget stilling til, hvordan de forholder sig til erstatningen og den 10-årige elev.

Du kan læse mere om børns erstatningsansvar på Justitsministeriet  hjemmeside.

Det siger loven

§ 24 a. Barn under 15 år er erstatningspligtigt for skadegørende handlinger efter samme regler som personer over denne alder. Dog kan erstatningen nedsættes eller endog helt bortfalde, for så vidt det findes billigt på grund af manglende udvikling hos barnet, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig forholdet mellem den skadegørendes og den skadelidendes evne til at bære tabet og udsigten til, at skaden kan fås godtgjort hos andre.

Retsinformation.dk