10 anholdt ved stor rockeraktion

Politiet i Østjylland, Sydøstjylland og Nordjylland har været i fælles aktion tirsdag mod rocker/bandekriminalitet indenfor handel med narkotika.

14 steder i 5 jyske byer blev ransaget fra klokken 10.05. Politiet ønsker ikke at oplyse, hvilke byer, der er tale om, men skriver i en pressemeddelelse, at aktionen var nøje planlagt og forløb tilfredsstillende. Blandt de 10 anholdte er der 2 HA medlemmer og 2 medlemmer af HA støttegruppen Devil's Choice.

Politiets Task Force Vest gennemførte ransagningerne, der skete flere steder i Nordjylland, Østjylland og Sydøstjyllands politikredse. Der blev der fundet hash, amfetamin og doping.

De 10 anholdte bliver onsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Randers. Politiet vil begære lukkede døre. Sagen er blevet efterforsket gennem nogen tid og handler indtil videre om fremstilling og handel med større mængder amfetamin.

 

Task Force Vest

Politiet oplyser, at Task Force Vest er en særlig enhed der proaktivt efterforsker rocker - og bandekriminalitet, organiseret indbrudskriminalitet, hælerier og hjemmerøverier. En efterforskning hører hjemme i Task Force Vest inden for disse kategorier af kriminalitet, hvis den antages at være organiseret, overskride grænser mellem politikredsene og efterforskningen er fremadrettet.

Task Forcen er sammensat af medarbejdere fra Fyns politi og de jyske politikredse og decentralt organiseret med sektioner i hver af de nævnte politikredse. Task Force Vest har hovedsæde i Horsens og ledes operativt af politiinspektør Brian Olsen.