Ny bogkanon: 10 bøger du skal læse med din baby

Den nye bogkanon 'Børnens Bedste Bøger' skal give børn lysten til at læse fra en meget ung alder.

Når man bladrer i billedbogen 'Den forkerte bog', kan man godt blive lidt forvirret.

På den ene side er der et billede af en hest med teksten ’Fisk’, og på modsatte side ser man et vredt, ildrødt ansigt med teksten ’Glad’.

Men der er en mening med det hele. For den anderledes bog skal sammen med ni andre billedbøger vække børns lyst til at læse. 

Den er en af del af Koldings nye bogkanon ’Børnenes Bedste Bøger’ for 0-2-årige, der i dag blev præsenteret på Kolding Bibliotek.  

- Det er helt grundlæggende vigtigt, at vi en gang imellem fordyber os i tingene, og at vi får glæden ved at se noget smukt, siger Mona Lisa Willads Pedersen, der er pædagogisk konsulent i Kolding Kommune.

Flere daginstitutioner fra Kolding Kommune var tirsdag mødt op på byens bibliotek for at byde den nye bogkanon velkommen. 
Flere daginstitutioner fra Kolding Kommune var tirsdag mødt op på byens bibliotek for at byde den nye bogkanon velkommen. 
Foto: Julie Schou Nielsen, TV SYD

Læselysten skal i live meget tidligt

Det er kommunen, der har udvalgt de 10 billedbøger, der skal give børn nye historier og billeder at fordybe sig i.

Mona Lisa Willads Pedersen fortæller, at pædagoger og forældre ofte har en tendens til at vælge de samme bøger om og om igen, som de læser højt for børnene. Men i Kolding vil de gerne give børnene et nyt katalog af papir og ord, som kan bruges i daginstitutioner, vuggestuer og hjemme hos dem selv. 

Og det giver god mening at introducere bøger for børn helt ned i nul-årsalderen, mener Mona Lisa Willads Pedersen.

- Det handler om at få sprog ind i børns liv så tidligt som muligt, og vi ved alle sammen, at de første år af et barns liv er noget af det vigtigste, siger hun og understreger, at det dog ikke er det vigtigste ved den nye kanon.

- For os er det altafgørende, at vi er med til at give glæden ved at læse, og så er der selvfølgelig en masse sidegevinster såsom at lære at noget sprog og blive god til at læse.

Børnenes Bedste Bøger er et samarbejde mellem Kolding Bibliotek og Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Kolding.

BØRNENES BEDSTE BØGER

  • Den forkerte bog af HuskMitNavn
  • Fannis fabelagtige farvekridt af Inger Tobiasen
  • Knappebogen af Sally Nicholls 
  • Lilla og Løve er (ikke) bange for noget af StineStregen
  • Lili elsker mad af Kim Fupz Aakeson
  • Lille bille, stor giraf af Nastja Holtfreter
  • Lille næse af Emma Adbåge
  • Mor, hvor er du? af Emma Birde Poulsen
  • Tilde kigger på fugle af Linda Pelenius
  • Trekant af Mac Barnett