10 hunde efterladt i skov

En kvinde fra Lunderskov fandt i morges 10 fem uger gamle hundehvalpe efterladt i en papkasse i Egholt skov ved Gesten. De blev indleveret til den lokale dyrlæge, og de små hvalpe fremlyses nu af politiet.

De fem uger gamle hvalpe er blevet fjernet fra deres mor inden de otte uger som loven ellers foreskriver at mor og hvalpe skal blive sammen. De er formentlig en krydsning mellem labrador og ruhåret hønsehund.

Hvalpene er nu fremlyst af politiet i tre dage, så ejermanden kan melde sig hos dyrlægeteamet Sydvet i Rødding, hvor de blev indleveret.

Melder ejermanden sig ikke, flyttes hvalpene til et dyreinternat i Brande under Dyrenes Beskyttelse. Her skal de blive de næste tre uger, indtil de er otte uger gamle. Herefter vil de kunne sælges til 1.800 kroner per hvalp, hvis køberne byder sig.