10 måneder efter prins Henriks død: - Vi savner ham i bybilledet

Prins Henrik var en del af bybilledet, når han opholdt sig på Gråsten Slot. Der er dog ikke stille på slottet, selvom han er gået bort, fortæller redaktør.

Flink, menneskelig og åben.

Det er nogle af de ord, som borgerne i Gråsten bruger, når de skal beskrive prins Henrik, som gik bort i februar 83 år gammel.

Prinsen, der sov stille ind på Fredensborg Slot omgivet af dronningen og sine to sønner, var en del af byen, når han opholdt sig på Gråsten Slot. Og de seneste 10 måneder har der var tomt uden ham i bybilledet, fortæller redaktøren for ugeavisen Gråsten Avis.

- Vi savner ham allerede meget, siger Gunnar Hattesen i TV SYD-programmet ’Året der gik’.

Prins Henrik cyklede gennem byen, dyrkede motion i det lokale fitnesscenter og købte flere gange om ugen friskfangede fisk af en lokal fisker - også selvom han første gang havde glemt at få penge med.

Når der var torvedag i byen, kom prins Henrik forbi og kiggede på standene. For et par år siden snakkede prinsen med en dreng, der solgte legesager. Han sagde: ”Får du solgt noget?” og købte selv genbrugslegetøj til børnebørnene på slottet, husker Gunnar Hattesen.

- Dronningen hyggesnakker på terrassen

Gennem 50 år kom prins Henrik på Gråsten Slot sammen med sin hustru, dronning Margrethe. Fremover kommer dronningen alene, men det betyder ikke, at der er stille på slottet, mener Gunnar Hattesen, som havde en samtale med hende på slottet i sommer.

- I de uger, hun er på Gråsten Slot, oplever vi, hvordan hun får besøg af familie og gode venner. Og vi hører, hvordan dronningen kan hyggesnakke ude på terrassen, siger han og tilføjer, at også kronprinsparret og børnene er med til at skabe liv.

- Vi oplever en meget harmonisk og idyllisk familie. Der bliver spillet musik på terrassen til langt ud på aftenen, de har besøg af masser af venner, og der er hoppeborg i haven. Kronprinsen vinker og siger ”mojn” ude i byen.

Du kan se første del af ’Året der gik’ tirsdag 25. december klokken 19.30 på TV SYD.