1000 cykler får nyt liv til Spejdernes Lejr

Når 40.000 spejdere på lørdag rykker ind på Spejdernes Lejr i Sønderborg, så er det muligt for dem at komme rundt på pladsen på en bæredygtig måde.

Cyklerne var brugte, slidte og skrottede, men nu har borgere fra det beskyttede værksted SAABU givet dem nyt liv. Så når 40.000 spejdere på lørdag rykker ind på Spejdernes Lejr, kan de cykle rundt på pladsen.

- Det er dejligt at komme ud og prøve noget nyt og møde nye mennesker. Jeg elsker det her. Det er noget, jeg kan fortsætte med mange år endnu, siger Brian Mathisen, der er en af de borgere, der har været med til at reparere cyklerne, til TV SYD. 

quote

Jeg sagde, vi max kunne nå at lave 100 cykler. Nu har det grebet om sig med tiden, og vi har i hvert fald haft 1000 cykler i hånden.

 Søren Kirkegaard Knudsen, pædagog, SAABU, Sønderborg.

Borgerne på det beskyttede værksted kan ikke passe et almindeligt job. Sammen med pædagoger har de sat cyklerne i stand. Rigtig mange af cyklerne kommer fra genbrugspladser, nogle kommer fra hittegods og andre har private doneret. Det er blevet tjekket, om cyklerne er lovlige, de har fået ringeklokker og reflekser på, og så er de blevet lappet. Der er blevet sat en del flere cykler i stand, end hvad der i første omgang var målet.

- Jeg sagde, vi max kunne nå at lave 100 cykler. Nu har det grebet om sig med tiden, og vi har i hvert fald haft 1000 cykler i hånden, siger Søren Kirkegaard Knudsen, pædagog, SAABU, Sønderborg.

Cyklerne står fem steder på pladsen, og der er ikke lås på dem, så alle har mulighed for at låne en cykel. Lige nu er der forlejr til Spejdernes Lejr, og der er cyklerne allerede taget i brug.

- Der bliver lukket for biler, så man har sin cykel med. Men det havde jeg ikke mulighed for. Så så jeg det her sted, hvor man bare kunne låne en cykel at cykle på og sætte den et sted, hvor andre kan få gavn af det. Det synes jeg, er rigtigt dejligt, så sparer jeg seks kilometer om dagen, siger Anette Bergulf, der har brugt cyklerne på forlejren.

Under Spejdernes Lejr har borgerne fra det beskyttede værksted et cykelværksted på pladsen, så de kan fikse cyklerne, hvis de går i stykker.

Efter lejren er det planen, at cykleren skal skrottes.