10.000 børn laver mad

I dag var det Årets Maddag i landets daginstitutioner. Vi var med i Løsning, hvor der blev smagt, lugtet og hakket på livet løs.

Det fælles måltid blev fejret over hele landet, hvor mere end 10.000 børn fra vuggestuer og børnehaver gik i køkkenet og tilberedte et fælles måltid.

Blandt andet hos Børnehuset Tippen i Løsning blev der kokkereret. Børnehuset Tippen har en madordning. det betyder, at man spiser et fælles måltid sammen, og børnene bliver involveret i madlavningen.

Lene Lokjær Pedersen, der er madmor hos Børnehuset Tippen i Løsning fortæller om, hvad børnene får ud af maddagen.

- Vi har valgt at være med i maddagen, fordi vi synes, det er vigtigt, at børnene får mulighed for at lugte og smage på alting, så de får lyst til at deltage i madlavningen, siger børnehavens madmor, Lene Lokjær Pedersen til TV SYD.

Det er Kost og Ernæringsforbundet, der har skabt maddagen. Den skal sætte fokus på de positive ting ved et fælles måltid i daginstitutionerne.