10.000 tilskuere fik ingen mål

10.320 tilskuere var på plads på Blue Water Arena i Esbjerg, da Esbjerg fB tog imod FC Midtjylland, men tilskuerne fik ingen mål at lune sig på. Kampen endte 0-0.

Guldaspiranten FC Midtjylland spillede mandag aften 0-0 hos Esbjerg i en kamp, der var mere underholdende end cifrene antyder. Dermed har FC Midtjylland nu tre point op til førerholdet AaB med kun fire spillerunder tilbage.

Esbjerg havde stor ære af kampen, og vestjyderne havde i store dele af opgøret et overtag. Værterne kunne også glæde sig over, at det ene point akkurat er nok til at overtage den vigtige femteplads fra FC Nordsjælland.

Opgøret startede livligt med to offensive hold og gode fremstød i begge ender af banen. Morten "Duncan" Rasmussen var tæt på at score sit 13. sæsonmål, men afslutningen gik forbi mål, og angriberen er nu uden mål i seks kampe.