10.254 fyldte stadion og satte ny rekord

Vejle stadion var fyldt mandag aften, da 10.254 tilskuere overværede Superliga-opgøret mellem Vejle og AGF.

De mange tilskuere var vidner til en første halvleg, der var en taktisk affære uden de store højdepunkter.

Underholdningen og spillet blev meget bedre efter pausen, hvor de to hold spillede mere frigjort.

AGF fik scoret først efter en hurtig AGF-omstilling, hvor den tidligere Lyngby-spiller Bror Blume scorede.

Endnu en hurtig omstilling førte til Vejles udligning, da kampens bedste spiller  Allan Sousa udfordrede AGFs Jesper Juelsgård med en snæver og overraskende dribling, der udløste et straffespark, som Sousa selv omsatte sikkert i øverste venstre målhjørne.

Kampen var spændende til sidste fløjt efter fem minutters tilllægstid.

Begejstringen var stor på tilskuerpladserne efter den underholdende 2. halvleg - og begge holds fans kunne være tilfredse med uafgjort efter spil og chancernes fordeling.

Forlænger med målscorer

Måscoreren Allan Sousa havde inden kampen mod AGF underskrevet en kontraktforlængelse med Vejle Boldklub. Den nye aftale er et år længere end den eksisterende, og holder den 21-årige brasilianer i Nørreskoven frem til sommeren 2021.

Allan Sousa har med AGF-kampen spillet 44 kampe for VB. Her er det blevet til 13 mål og 10 oplæg til holdkammeraters scoringer. Han debuterede i hjemmekampen mod Skive IK den 5. marts 2017.