11 missioner på en uge for Skrydstrup-fly i Irak

I løbet af den seneste uge har de udstationerede danske F-16-fly fra Flyvestation Skrydstrup været på 11 missioner og kastet i alt ni bomber mod fjendtlige bygninger og køretøjer. Det fremgår af forsvarets ugentlige opdatering om den danske mission i Irak.

Missionerne den forgangne uge har været offensive og er foregået i områderne omkring Al Anbar-provinsen og Karbala.

Dermed har de syv danske F-16-fly i Irak samlet kastet i alt 192 bomber på 243 missioner siden første mission 16. oktober sidste år.

De danske fly har den seneste uge blandt andet fløjet såkaldte Close Air Support-missioner, som er missioner, hvor flyene fungerer som luftstøtte til styrker på landjorden.

På denne type opgaver vil luftstøtten variere alt efter, hvad der er behov for. Det kan både dreje sig om overvågningsopgaver og bombninger af mål, hvilket altså har været tilfældet på nogle af de danske missioner i den forgangne uge.

Det danske F-16-bidrag til den såkaldte Operation Inherent Resolve består foruden de syv fly af et samlet personel på 90-140 mand, der har midlertidig base i Kuwait. Lige nu er cirka 90 mand udsendt - alle fra Flyvestation Skrydstrup, der er hjemsted for alle danske F-16-fly.