12 års fængsel for at kværke og afbrænde hustru

Den 73-årige Bent Holm fra Klovborg nordvest for Horsens er torsdag idømt fængsel i 12 år for at have kværket og derefter afbrændt sin 62-årige hustru. Det skete på parrets ejendom for et år siden.  

Nævningetinget har dermed ikke givet manden "rabat" på grund af alder ved strafudmålingen. Ud over dommen for overlagt drab den 3. juli 2009 får den tidligere hjemmeværnsmand konfiskeret et større våbenarsenal samt ammunition, som han har undladt at levere tilbage til hjemmeværnet.

Mister arven

Desuden mister han retten til at arve efter sin hustru.
Retten har fastslået, at det var overlagt drab, da Bent Holm fik nok af sin psykisk uligevægtige hustru og valgte at kværke hende med et hårdt armgreb og derefter brænde hende levende.

Brændt levende

Retten siger, det må lægges til grund, at manden holdt sin kone i et fast armgreb i flere minutter, således at hun besvimede. Herefter blev hun slæbt til et læhegn af brombærbuske, overhældt med benzin og antændt. Det står klart, at kvinden var i live, da der blev sat ild på.

Belastet samliv

Manden har forklaret sin udåd med, at han var belastet i sit samliv de seneste fire år på grund af kvindens psykiske lidelser. Hun har blandt andet forsøgt selvmord.
Den 73-årige har erkendt vold med døden til følge.