1200 skeletter fra Ribe undersøges

1200 skeletter fra Danmarks ældste by, Ribe, skal undersøges af kemikere, arkæologer og biologiske antropologer. Det sker i et forskningsprojekt, som støttes med over 8 mio. kr. fra Velux-fonden.

Projektet skal styres af Sydvestjyske Museer, som jubler over donationen, som kaldes en af de største forskningsbevillinger til et dansk museum.

1000 års mennesker

Projektet har fået titlen "1000 års mennesker". I løbet af fire år skal 1200 skeletter fra en periode på 1000 år undersøges på Syddansk Universitet.

På retsmedicinsk Institut skal skeletterne undersøges af antropologer for alder, køn og sygdomme. Og på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci skal prøver fra knoglerne underkastes avancerede kemiske analyser.

De kan måske afsløre, hvad menneskene har levet af og hvordan deres sygdomme er blevet behandlet.

Fra udgravninger i Ribe

Materialet stammer dels fra store udgravninger ved Ribes gråbrødrekloster, som tilvejebragte 583 primærbegravelser. Og dels fra udgravningerne ved Ribe Domkirke, der gennem de seneste tre år har givet over 600 intakte primærbegravelser.

Veldokumenterede

Begge udgravninger er foretaget af Sydvestjyske Museer og er meget veldokumenterede, idet der foreligger et væld af oplysninger om gravskik, kistetyper og de dødes plads på kirkegården. Faktisk har man fundet de allerførste kristne begravelser ved domkirken.

Projektet ledes af museumsdirektør Fleming Just, mens arkæolog Morten Søvsø skal arbejde med den arkæologiske fortolkning. Begge er fra Sydvestjyske Museer.

På SDU er det antropologen Jesper Boldsen og kemikeren Kaare Lund Rasmussen, der er ansvarlige for analyserne.

Enestående materiale

- Vi har et enestående materiale, og med den flotte donation fra Velux er der nu mulighed for, at et meget tæt samarbejde mellem universitet og museum kan levere resultater, som vil vække international opmærksomhed, siger museumsdirektør Flemming Just.

- Det her er en drøm, der går i opfyldelse, siger Jesper Lier Boldsen og Kaare Lund Rasmussen med stor begejstring. ? Intet andet sted i Europa har man et sådant materiale, så vi vil virkelig kunne levere mange spændende resultater.