12.424 patienter brød deres aftale på sygehuset: Det duer simpelthen ikke

På trods af sms-påmindelser og telefonopkald til patienterne oplever Sygehus Lillebælt, at mange udebliver fra deres aftaler - og det er dyrt.

Det er dyrt og kan have alvorlige konsekvenser, når patienter undlader at møde op til deres aftalte lægetider.

Det kan de tale med om hos Sygehus Lillebælt, hvor der i årets første syv måneder var 12.424 udeblivelser uden afbud fra patienter.

På nogle afdelinger er det knap hver 10. aftale, der ikke bliver overholdt.

- Udeblivelser er rigtig dyre. Det koster penge, når vi har læger og sygeplejersker stående klar til at hjælpe, og tiden så ikke bliver brugt. I nogle tilfælde er der også tale om særlige scanninger, hvor det koster mange penge at have maskinerne stående, uden at de bliver brugt, siger Cathrine Tromborg, der er kommunikationschef hos Sygehus Lillebælt, til DR P4 Trekanten.

- Men vigtigst af alt så kunne andre patienter have fået glæde af tiden i stedet for, og på den måde har det ret alvorlige konsekvenser.

- Det er spild af penge, der kunne være gået til behandling

Sygehus Lillebælt arbejder både med sms-påmindelser og opkald til patienter for at minde dem om deres lægetid, men alligevel er udeblivelserne fortsat et problem.

Det er Poul-Erik Svendsen (S), der er formand for sundhedsudvalget i Region Syddanmark, ikke tilfreds med.

- Det duer simpelthen ikke. Vi er meget effektive med at udnytte de skattekroner, vi har til sundhed. Det her er jo spild af penge, der kunne være gået til behandling, siger Poul-Erik Svendsen til DR P4 Trekanten.

Ifølge mediet var der i årets første syv måneder cirka 327.000 patienter, der havde en aftale på Sygehus Lillebælt. Med 12.424, der udeblev, svarer det til knap fire procent af alle aftalerne.

Fysio- og ergoterapiafdelingen og afdelingen for hjerne- og nervesygdomme er de afdelinger på Sygehus Lillebælt, der er hårdest ramt af udeblivelser.

Bolde skal synliggøre problemet i lægehuse

Også lægehuse oplever, at patienter bliver væk uden at aflyse deres tid.

Fredag fortalte vi her på tvsyd.dk, at der på en måned i sommerperioden med kun én læge i konsultationen i Lægehuset i Kolding var hele 54 udeblivelser.

- Jeg synes, det er ærgerligt, og jeg tror ikke, at folk tænker på, hvor stort et puslespil, der egentlig er bagved at få sådan et dagsprogram til at hænge sammen, sagde sygeplejerske Gerda Nielsen, der har været i klinikken i mere end 25 år.

Lægehuset har fået nok af, at patienterne bliver væk fra deres aftaler, og derfor har man i venteværelset placeret et langt, gennemsigtigt rør, som personalet smider en bold i, hver gang en patient udebliver.

Også hos Lægerne i Vamdrup har man for nogle år siden taget bolde og rør i brug for at visualisere, hvor stort problemet er. Her var der i juli 87 patienter, der havde en tid, de ikke mødte op til.