1245 til generalprøve i aften

1245 gymnaster fra Sydvestjylland holder generalprøve på landsstævne-opvisningen i Esbjerg i aften. Og på alle områder er forberedelserne til stævnet i fuld gang.

DGI Sydvest Gymnastik stiller med det største hold til årets landsstævne, som indledes næste torsdag. De skal lave deres opvisning om lørdagen. Men allerede i aften får den en forsmag på, hvordan det føles, når mange mennesker skal gå ind på stadion.

Summet længe

Men overalt i Esbjerg er forberedelserne i fuld gang. TV SYD har været på besøg i stævnebyen, hvis indbyggertal stiger med 25.000 i næste uge. Vi har mødt nogle af de frivillige, som knokler med at bygge pladser og telte op.

Egentlig har det summet længe. Villy Grøn blev ansat som leder af stævnet i september 2010, og siden åbningen af landsstævnekontoret i Nørregade 25 i januar 2012 er det gået slag i slag.

De seneste måneder er kontorets medarbejderstab vokset fra syv til ti plus ?det løse? som praktikant Mette Scharff formulerer det.

Mette Scharff har netop flyttet arbejdsplads fra Nørregade til Gl. Vardevej 97, som er landsstævnekontorets adresse og hjerte i de hektiske stævnedage.

3000 frivillige

Her har også Helle Rohde og Stefan Jull fået et skrivebord. Begge er involveret i arbejdet med at rekruttere frivillige til bartjanser i Gryden og rundt i byen, som værter på indkvarteringsstederne og til udlevering af morgenmad til landsstævnedeltagerne.

- Vi havde fire intromøder i efteråret og har nu indgået aftaler med foreningerne, som så hyrer et antal frivillige til en opgave, siger Stefan Jull.

3000 frivillige fra 100 foreninger skal i sving, men endnu skal der ifølge Helle Rohde ?lukkes nogle huller,? før alle 40.000 frivillige timer er dækket af, så det er hendes fokus her ti dage før.

- De sidste frivillige, der melder sig, er lige så vigtige som de første, siger hun.

Til hverdag er Helle Rohde leder af en af Esbjergs Kommunes daginstitutioner, bestyrelsesmedlem i Esbjerg Idrætsråd og i DGI Sydvest.

Se reportage i TV SYD kl. 19:30