13-årige Emily fra Vejle er årets covergirl

13-årige Emily Hurley fra Vejle er blandt flere tusinde deltagere blevet udvalgt som årets covergirl i Danmark. Nu skal hun være kampagnemodel for den internationale smykkekæde Glitter.

Det er Vi Unge, der står bag den landsdækkende covergirl-konkurrence, som har tiltrukket mere end 2.500 piger fra hele landet mellem 12 og 18 år.

Kåringen af Emilie Hurley fandt sted fredag aften ved en kæmpe tøsefest i Aller-Huset i København.

Dommernes begrundelse var, at Emilys naturlige skønhed var tydelig, allerede inden hun fik lagt makeup. Hun har en god udstråling og virker som en, man gerne vil være veninde med. Og så imponerede hun under fotoshootet, hvor hun var rigtig god til at blive guidet og bevæge sig foran kameraet.

Emily går på Lukas Skolen i Vejle. Hun synger og spiller både guitar og klaver og drømmer om en dag at kunne leve af musikken.

Udover at komme på forsiden af Vi Unge med 158.000 læsere, kan Emily se frem til at blive kampagnemodel for den internationale smykke- og accessorieskæde Glitter.

Sidste år var det Luna Overgaard Brejning fra Rødding, der vandt covergirl-konkurrencen.