13-årigt mobbeoffer fik støtte fra 200 motorcyklister

Søndag satte 200 motorcyklister fra gruppen "MC mod mobning" kurs mod Løgumkloster for at støtte 13-årige Benjamin Hellbrandt.

Med jævne mellemrum starter en stor gruppe motorcyklister kværnen og kører ud for at vise deres støtte til børn, der bliver mobbet.

Det skete også søndag, hvor støtten gik til den 13-årige skoleelev Benjamin Hellbrandt. Han er ét af mange børn, der har fået store dele af sin skolegang ødelagt på grund af mobning.

- Jeg er blevet mobbet i skolen hver eneste dag – i så mange år. Det er noget af det værste, siger Benjamin Hellbrandt til TV SYD.

De 200 motorcyklister er alle medlemmer af Facebookgruppen ”MC mod mobning”.

- Mobning er noget, vi skal slå ned på. Det skal der gøres så meget opmærksom på som overhovedet muligt, forklarer Lone Andersen fra Sønderborg.

quote

Jeg er blevet mobbet i skolen hver eneste dag – i så mange år. Det er noget af det værste.

Benjamin Hellbrandt, skoleelev, Asset

Flere gange om året tager medlemmer af Facebookgruppen ud for at give mobbeofre som Benjamin en omgang selvtillid. Søndag havde Kjeld Helms Pedersen æren af at have Benjamin med bag på sin motorcykel.

- Jeg tror, han er glad for at vi er mødt så mange i dag. Jeg har mødt ham et par gange, og der er ingen tvivl om, at han er en dreng, hvor selvtilliden ikke er i højsædet. Men det forsøger vi at hjælpe med.

Benjamins tur på motorcykel varede 40 minutter - og gik blandt andet via Tønder.