13.500 protester afleveret til regionsrådsformanden

Kl. 14:30 modtager Stephanie Lose 13.500 underskrifter fra borgere, der gerne vil bevare Børne- og Ungdomspsykiatrien i Esbjerg.

13.500 gange har borgere i Syd- og Sønderjylland svunget kuglepennen og nedfældet deres underskrift. Fælles for dem alle er, at de gerne vil beholde Børne- og Ungdomspsykiatriens dag- og døgnafsnit i Esbjerg.

Og tirsdag kl. 14:30 møder ansatte og tidligere patienter op i Regionshuset i Vejle og overrækker de mange underskrifter til regionsrådsformand Stephanie Lose, som har været med til at varsle besparelserne på sundhedsområdet.

Ronnie Sydbøge er socialpædagog på Børne- og Ungdomspsykiatrien i Esbjerg. Han har været med til at starte underskriftsindsamlingen og er glad for, at så mange har været med til at støtte op og skrive under. Og han håber, at de mange tusinde underskrifter vil gøre indtryk på politikerne.

- Vi håber, at politikerne bliver gjort opmærksom på den store opbakning, der er til Børne- og Ungdomspsykiatrien i Esbjerg og omegn. Vi er rigtig mange, der har brugt vores demokratiske stemmeret og råbt højt, fordi vi synes, at unge med sårbart sind skal have et sted at blive behandlet i nærområdet, siger Ronnie Sydbøge til TV SYD.

Her modtager Stephanie Lose underskrifterne: