14-årig i livsfare efter fald

En dreng har fået en hjerneskade, efter at han faldt ned i en trappeskakt ved Kolding.

En 14-årig dreng er i yderst kritisk tilstand, efter at han faldt igennem et tag i Bramdrupdam ved Kolding torsdag eftermiddag.

Drengen og en kammerat havde en fritime, da de kravlede op på taget af en bygning i nærheden af deres skole på Vejlevej.

- Uheldigvis sker der det, at den ene falder igennem et gennemsigtigt tag og lander i en trappeskakt, siger vagtchef Frits Lund ved Sydøstjyllands Politi.

Taget var et plastiktag, som den slags tag man blandt andet kan se på udestuer, forklarer han.

Den 14-årige dreng er overført til Odense Universitetshospital.

- Drengen pådrager sig en hjerneskade ved faldet, lyder det fra vagtchefen.

Det var kammeraten, der alarmerede politiet. Ulykken fandt sted ved 13-tiden.