14-årige Magnus tager sikkerhedkursus for unge i landbruget

Magnus har et fritidsjob hos en landmand og vil gerne blive bedre til sikkerhed under arbejdet efter, han har oplevet, hvor hurtigt det kan gå galt, når man arbejder med maskiner og dyr.

Fredag og lørdag er ti unge fra folkeskolen på et todages sikkerhedskursus for unge i landbruget på Grindsted Landbrugsskole.

Magnus Støjberg Henriksen går i 8. klasse og har et fritidsjob hos en landmand. Han er en af de ti unge, som bruger weekenden på at lære om sikkerhed.

- Jeg tager det her kursus både for min egen sikkerhed, men også for mine kollegaers sikkerhed. Så får jeg mere at vide om, hvad jeg skal gøre i forskellige situationer, hvor der ikke er nok sikkerhed, siger Magnus.

Magnus har en gang oplevet, at det var lige ved at gå galt, mens han arbejdede med at læsse bigballer.

- Jeg var ved at vælte rundt på en minilæsser, da jeg skulle hejse bigballer op. Heldigvis fik jeg hurtigt kontrol over maskinen, så der skete ikke noget, fortæller han. Men oplevelsen har sat sig i ham:

- Jeg slap med skrækken, og nu vil jeg bare gerne lære mere, så jeg ved, hvad jeg kan gøre i forskellige situationer, hvor der ikke er nok sikkerhed, siger Magnus Støjberg Henriksen.

På kurset får de unge undervisning i alt fra at håndtere dyr rigtigt, betjene maskiner, hvordan og hvornår man skal bruge sikkerhedsudstyr som støjskærme, støvmasker og andet.

Antallet af ulykker i landbruget stiger

Og der er mere brug for sikkerhed i landbruget. Ulykkestallet i branchen er steget de seneste år.

I 2011 var der 790 anmeldte ulykker. Det tal steg til 926 i 2016. Statistikken for 2017 er endnu ikke offentliggjort, skriver Ugebrevet A4.

Samtidig er Arbejdstilsynets kontrol af sikkerheden og arbejdsmiljøet i det danske landbrug forringet. I 2017 var der blot 912 tilsynsbesøg på arbejdspladser i landbruget.

Det er det laveste niveau i syv år. Tilbage i 2011 var der 4.107 tilsynsbesøg. Det viser udtræk af Arbejdstilsynets tilsynsrapporter, lavet af Ugebrevet A4.

10 folkeskoleelever bruger weekenden på et sikkerhedskursus i landbruget.
10 folkeskoleelever bruger weekenden på et sikkerhedskursus i landbruget.
Foto: Nicolai Reinhold, TV SYD