15-årig dræbt, da han løb ud foran bil

En 15-årig dreng fra Billund mistede livet, da han tidligt i morges blev påkørt af en bil i Struer.

Ulykken skete, da drengen ved syvtiden løb ud fra en indkørsel - og ud foran en bil på Fjordvejen 3 i Struer.

Føreren af bilen, en 62-årig mand fra Thisted, nåede ikke at undvige drengen.

Den 62-årige mand ringede selv efter hjælp, og kort tid efter kom en ambulance.

Den 15-årige dreng blev bragt til akutmodtagelsen på Herning Sygehus, men her var det ikke muligt at redde hans liv.

Det vides endnu ikke, hvorfor drengen løb ud foran bilen. Der er intet, som tyder på, at den 62-årige mand har kørt for stærkt, lyder det fra Midt- og Vestjyllands Politi.