15-årige Maurice løb efter brandslukker og forhindrede skolebrand

Det kunne være gået helt galt torsdag aften. Men skolen i Lunde er stadig intakt, fordi en elev fra 8. klasse fik slukket en brand.

- Det har jeg det rigtig godt med – og alle omkring mig har sagt, at det var godt gjort.

Sådan siger 15-årige Maurice Ramon Lybeck Christensen til TV SYD, efter han torsdag aften slukkede en brand i skraldecontainer ved Lunde-Kvong afdelingen af Blåbjergskolen.

Han handlede hurtigt, da han var på vej op for at besøge en ven.

quote

Det har jeg det rigtig godt med – og alle omkring mig har sagt, at det var godt gjort.

Maurice Ramon Lybeck Christensen, 15 år, Lunde

- Jeg så røg fra skolen. Da jeg kom hen til skraldespanden, stak tre drenge af. Der var ild i den, så jeg løb hen til købmanden og hentede en brandslukker - og gik hen og slukkede branden, forklarer Maurice Ramon Lybeck Christensen.

Den lokale købmand er imponeret over den kvikke indsats.

- Omkring 17.30 kom Maurice ind for at høre, om han kunne låne vores skumslukker. Han havde allerede ringet efter brandbilen. Jeg lånte ham selvfølgelig brandslukkeren. Det kunne have bredt sig til hele bygningen, for skraldespanden står under et halvtag, siger købmand Lis Vad fra Min Købmand i Lunde. 

Skolens pedel er også frivillig brandmand. Han var en af de første på stedet efter Maurice.

- Der er heldigvis ikke sket noget. Så vi roste ham. Det er flot af en knægt i ottende klasse. Der er jo ingen på skolen, så det kunne være gået helt galt, siger Jens Thorup.

quote

Vi roste ham. Det er flot af en knægt i ottende klasse. Der er jo ingen på skolen, så det kunne være gået helt galt.

Jens Thorup, pedel og frivillig brandmand, Blåbjergskolen

Han tror, at branden skyldes ganske gemene drengestreger.

- De har ikke vidst, hvad de skulle få tiden til at gå med. Vi ved jo alle, at hvis nogle er samlet i en flok, er det ikke altid, de tænker sig om, slutter Jens Thorup.

Navnene på de tre drenge, der satte ild til containeren, er kendt af Syd- og Sønderjyllands Politi og skolens ledelse. Politiet kæder også de tre anholdte sammen med et tyveri af en bil og en efterfølgende brand i en bil på en grusvej ved Klintingvej i Nørre Nebel i nat.

Her kan du høre Maurice Ramon Lybeck Christensen fortælle, hvordan han opdagede branden, og hvad han synes om hele situationen.