16-årig sigtes for voldtægt

En 16-årig mand fra Ribe blev søndag varetægtsfængslet i to uger - sigtet for at have voldtaget en 15-årig pige til en privat fest i byen lørdag aften.

Politiet har afhørt flere deltagere i den private fest, men afhøringerne fortsætter mandag. Derfor vil politiet ikke sige ret meget om sagen.

Voldtægten skulle have fundet sted mellem kl. 21 og 23 ved en fest i udkanten af Ribe. De to kender hinanden i forvejen. Voldtægten blev anmeldt af pigens forældre lidt over midnat - og den sigtede mand blev anholdt ved fem-tiden søndag.