16-årig sigtet for falsk anmeldelse af voldtægt

En 16-årig elev på Lunderskov Efterskole er sigtet for falsk anmeldelse. Hun påstod, at hun var blevet voldtaget under en bytur i Lunderskov, fortæller netavisen dagen.dk.

Pigen mødte ikke op på skolen inden klokken 22.00, som skolen kræver. Hun overnattede hos en dreng.

Hun brugte forklaringen om voldtægten som undskyldning for, at hun ikke var kommet tilbage til skolen i tide.

Politiets efterforskere nåede frem til, at historien var opdigtet.

- Vi har nu sigtet hende for falsk anmeldelse. Strafferammen er op til et halvt års fængsel, men ender normalt enten med en betinget dom eller en bøde. Men nu har hun fået en plet på straffeattesten, fortæller Jesper Brian Jensen fra lokalpolitiet i Kolding til dagen.dk.

Pigens forældre i Næstved er blevet informeret om datterens opdigtede voldtægt.

Lokalpolitiet i Kolding statuerer her et eksempel af hensyn til de ofre, der reelt har været udsat for voldtægt.

- Hvis vi har 100 anmeldelser om voldtægt og kun fire holder stik, så går det ud over troværdigheden for de personer, som vitterligt er blevet voldtaget, slutter Jesper Brian Jensen.